Jeg fortalte min mor om SMSEN, da jeg kom hjem fra skole. Det virkede bare ikke som om hun hørte efter. For hun sagde ikke noget til det. Hun kiggede bare ned i den bog, hun var i gang med at læse. Jeg fortalte hende det en gang til, men fik stadig samme reaktion. "Mor" råbte jeg. "Hvad er der"? Hun kiggede på mig. "Hørte du ikke hvad jeg sagde til dig"? "Sagde du noget"? "Det kan være lige meget". Jeg gik op på mit værelse og satte mig i min seng. Jeg var ret irriteret over at hun ikke kunne høre, at jeg sagde noget."Var hun døv, eller hvad"? Nogen gange kan forældre bare være så irriterende.
Næste dag ovre i skolen fortalte jeg mine veninder om SMSEN. De tog det ret forskelligt. Nogen af dem syntes at det var mærkeligt og ikke så uhyggeligt. Men en anden af mine veninder blev bange og troede at det var et spøgelse der havde sendt SMSEN. Men hun var også meget overtroisk, så hende troede jeg ikke på.
Da jeg kom hjem den dag, prøvede jeg igen at fortælle min mor om SMSEN. Heldigvis lyttede hun, til det jeg sagde. Hun blev meget overrasket og sagde at det måtte være ubehageligt. Jeg sagde ja og gik op på mit værelse, for at lave lektier. Jeg var stadig lidt sur over, at hun ikke lyttede efter, første gang jeg sagde det til hende.
Efter et par timer, kaldte min mor på mig og sagde at vi skulle spise. Da vi sad ved bordet, spurgte min mor mig om jeg ikke skulle fortælle min far om SMSEN. Imens sad min lillesøster på 5 år og legede med en barbie dukke ved bordet. Da jeg havde fortalt det til min far og vi havde spist, satte jeg mig ned i sofaen.
Bib bib. Lød det fra min mobil. Jeg tog den op i hånden, for at tjekke SMSEN jeg havde fået. "Jeg kommer tættere og tættere og tættere på. Meget snart vil jeg stå og kigge dig dybt ind i øjnene. Du vil blive så bange, at du får lyst til at skrige. Men du vil ikke kunne få bare et enkelt lille bitte skrig ud. Du vil blive så mundlam, at du næsten ikke kan sige bare et enkelt ord." Personen der sendte SMSEN havde ret. Jeg blev fuldstændig mundlam. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg kunne ikke en gang få et ord på 2 bogstaver ud af munden. Bare tanken om at en eller anden, ikke så rar person ville komme og kigge mig dybt ind i øjnene med et ondt blik var mere end jeg kunne klare. Jeg gik direkte op på mit værelse og i seng.
Det var måske ikke så smart af mig at gå i seng lige efter at jeg havde fået en uhyggelig SMS. For jeg lå der og kunne ikke falde i søvn. Jeg lå bare og krøb sammen under min store kolde dyne. Jeg kunne ikke tænke på andet end SMSEN. Jeg blev ved med at tænke på, om det var rigtigt at personen vil komme og kigge mig dybt ind i øjnene. Bare jeg hørte den mindste lille lyd skyndte jeg mig at kravle ned under min dyne for at være i sikkerhed. Jeg var meget bange. "Hvad hvis det var nu jeg skulle dø? Hvis personen ville dræbe mig og det var derfor jeg havde fået de SMSER". Jeg kunne ikke tænke på andet end det. Den tanke var den eneste der blev ved med at dukke op i mit hoved igen og igen. Jeg havde lyst til bare at forsvinde. Forsvinde væk fra alle mine problemer og bare leve et normalt liv uden at nogen blev ved med at sende SMSER til mig. Jeg lukkede øjnene og prøvede at forestille mig et liv uden problemer. Det var rart. Mine øjne lukkede sig langsomt i, og jeg kunne mærke at jeg faldt i søvn.
Jeg vågnede op og kiggede på mit ur. Klokken var halv 9. Det var weekend så jeg behøvede ikke at stå op. Men jeg kunne alligevel ikke sove så derfor stod jeg op. Jeg gik ned af trapperne og ud i køkkenet. I køkkenet stod min mor og lavede morgenmad. Hun vendte sig om og sagde "Godmorgen har du sovet godt". Jeg kiggede på hende og svarede "Ja fint". "Jeg syntes at du gik ret tidligt i seng i går. Hvorfor det?" "Jeg var bare meget træt". "Okay fint". Vi skal ud til moster i dag". "Af hvad skal vi? Hvorfor har jeg ikke fået noget at vide". "Det har du da også. Jeg står jo og fortæller dig det lige nu". "Ja men hvorfor har jeg ikke fået noget at vide før?" "Det ved jeg ikke. Det har du bare ikke. Hvorfor er det så vigtigt?" "Det er det heller ikke, jeg ville bare gerne vide det". "Okay men nu ved du det i hvert fald. Du må nok hellere gå op og tage tøj på der er snart morgenmad". "Okay". "Imens jeg husker det gider du så ikke lige at sige til din lillesøster at der er morgenmad?" "Jo jo det skal jeg nok". "Tak"
Jeg gik op ad trappen og ind på min lillesøsters værelse. "Der er morgenmad nu"sagde jeg. "Okay" kom det fra hendes lille stemme. Jeg gik ind på mit værelse og tog mit tøj på. Jeg gik ned af trappen igen og ind i stuen. Jeg satte mig ved bordet og begyndte at spise morgenmad. Min mor sad ved siden af mig og spiste. Min lillesøster kom ned og satte sig ved bordet med en barbie dukke i hånden. Hun ville ikke gå nogen steder uden sin barbie dukke. Da jeg havde spist morgenmad gik jeg op på mit værelse.
3 timer efter skulle vi ud til min moster. Da vi kom hjem fra min moster sad jeg og tænkte over vores besøg. Min kusine der er på alder med mig havde opført sig ret mærkeligt. Normalt plejer hun at være sød, men i dag var hendes opførsel mærkelig. Imens jeg sad og tænkte over dagen kunne jeg høre at hoveddøren åbnede og lukkede. Jeg gik ned for at se om der var nogen, men det var der ikke. Lige i det at jeg gik op på mit værelse fik jeg en SMS. Jeg turde næsten ikke at tjekke den men besluttede at gøre det. "Jeg har din lillesøster. Hvis du vil se hende igen skal du komme ind i din garage alene, hvor jeg vil stå og vente på dig. Hvis du ikke kommer, går det ud over din lillesøster". Jeg skyndte mig at løbe ned af trappen og ud til garagen.
Jeg åbnede den tunge garage dør og gik ind af den. "Godt du kunne komme" sagde en stemme. Jeg syntes at stemmen lød bekendt, men kunne ikke lige finde ud af hvem den tilhørte. Personen trådte frem fra mørket og jeg så til min store overraskelse at det var min kusine. "Hvad er det dig"?! "Jeg troede vi var i familie."Jeg troede du var min kusine." "Det er jeg da stadig." "Hvordan kunne du gøre det"? "Fordi at jeg har brug for dit blod". "Hvad"? "Mit blod". "Ja". "Jeg er nemlig en vampyr". "EN VAMPYR"! Tankerne løb igennem hovedet på mig. En masse ubesvarede spørgsmål blev ved med at dukke op inde i mit hoved igen og igen. "Hvorfor lige mig"? "Var det nu jeg skulle dø"? Jeg vidste det ikke. Pludselig kom jeg til at tænke på min lillesøster. "Hvor er min lillesøster?" "Du burde ikke tænke på din lillesøster nu". "Hvad burde jeg så tænke på?" "At jeg kommer tættere og tættere og tættere på og snart står og kigger dig dybt ind i øjnene og suger alt dit blod ud". Hun kom tættere og tættere på og nu stod hun og kiggede mig dybt ind i øjnene. "Sig farvel".
