SMSEN

"Jeg ved hvor du bor og jeg ved, hvad du hedder. Du frygter mig sikkert ikke, men når du først har set mig, vil du aldrig nogensinde kunne være i stand til at falde i søvn. Du vil ligge vågen hver nat og du vil ikke kunne tænke på andet end mig." Sådan lød den mærkelige SMS, jeg fik i dag efter skole. Jeg havde lige fået fri, da den kom fra et hemmeligt nummer. Det var meget mærkeligt og en lille smule uhyggeligt. Selvom jeg overhovedet ikke er den overtroiske og bange type der tror på spøgelser og den slags, fik jeg alligevel et lille kuldegys. Man har hørt om det i bøger eller set det på film, at nogen får en uhyggelig SMS fra et hemmeligt nummer, hvor det ikke er spor uhyggeligt. Man tænker bare "helt ærligt, det sikkert bare et eller andet fjols der syntes at det kunne være sjovt at lave sjov med folk". Men når det sker for en selv bliver man en smule bange, for ikke at sige meget.

 Jeg fortalte min mor om SMSEN, da jeg kom hjem fra skole. Det virkede bare ikke som om hun hørte efter. For hun sagde ikke noget til det. Hun kiggede bare ned i den bog, hun var i gang med at læse. Jeg fortalte hende det en gang til, men fik stadig samme reaktion. "Mor" råbte jeg. "Hvad er der"? Hun kiggede på mig. "Hørte du ikke hvad jeg sagde til dig"? "Sagde du noget"? "Det kan være lige meget". Jeg gik op på mit værelse og satte mig i min seng. Jeg var ret irriteret over at hun ikke kunne høre, at jeg sagde noget."Var hun døv, eller hvad"? Nogen gange kan forældre bare være så irriterende.

Næste dag ovre i skolen fortalte jeg mine veninder om SMSEN. De tog det ret forskelligt. Nogen af dem syntes at det var mærkeligt og ikke så uhyggeligt. Men en anden af mine veninder blev bange og troede at det var et spøgelse der havde sendt SMSEN. Men hun var også meget overtroisk, så hende troede jeg ikke på.

Da jeg kom hjem den dag, prøvede jeg igen at fortælle min mor om SMSEN. Heldigvis lyttede hun, til det jeg sagde. Hun blev meget overrasket og sagde at det måtte være ubehageligt. Jeg sagde ja og gik op på mit værelse, for at lave lektier. Jeg var stadig lidt sur over, at hun ikke lyttede efter, første gang jeg sagde det til hende.

Efter et par timer, kaldte min mor på mig og sagde at vi skulle spise. Da vi sad ved bordet, spurgte min mor mig om jeg ikke skulle fortælle min far om SMSEN. Imens sad min lillesøster på 5 år og legede med en barbie dukke ved bordet. Da jeg havde fortalt det til min far og vi havde spist, satte jeg mig ned i sofaen.

Bib bib. Lød det fra min mobil. Jeg tog den op i hånden, for at tjekke SMSEN jeg havde fået. "Jeg kommer tættere og tættere og tættere på. Meget snart vil jeg stå og kigge dig dybt ind i øjnene. Du vil blive så bange, at du får lyst til at skrige. Men du vil ikke kunne få bare et enkelt lille bitte skrig ud. Du vil blive så mundlam, at du næsten ikke kan sige bare et enkelt ord." Personen der sendte SMSEN havde ret. Jeg blev fuldstændig mundlam. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg kunne ikke en gang få et ord på 2 bogstaver ud af munden. Bare tanken om at en eller anden, ikke så rar person ville komme og kigge mig dybt ind i øjnene med et ondt blik var mere end jeg kunne klare. Jeg gik direkte op på mit værelse og i seng.

Det var måske ikke så smart af mig at gå i seng lige efter at jeg havde fået en uhyggelig SMS. For jeg lå der og kunne ikke falde i søvn. Jeg lå bare og krøb sammen under min store kolde dyne. Jeg kunne ikke tænke på andet end SMSEN. Jeg blev ved med at tænke på, om det var rigtigt at personen vil komme og kigge mig dybt ind i øjnene. Bare jeg hørte den mindste lille lyd skyndte jeg mig at kravle ned under min dyne for at være i sikkerhed. Jeg var meget bange. "Hvad hvis det var nu jeg skulle dø? Hvis personen ville dræbe mig og det var derfor jeg havde fået de SMSER". Jeg kunne ikke tænke på andet end det. Den tanke var den eneste der blev ved med at dukke op i mit hoved igen og igen. Jeg havde lyst til bare at forsvinde. Forsvinde væk fra alle mine problemer og bare leve et normalt liv uden at nogen blev ved med at sende SMSER til mig. Jeg lukkede øjnene og prøvede at forestille mig et liv uden problemer. Det var rart. Mine øjne lukkede sig langsomt i, og jeg kunne mærke at jeg faldt i søvn.

Jeg vågnede op og kiggede på mit ur. Klokken var halv 9. Det var weekend så jeg behøvede ikke at stå op. Men jeg kunne alligevel ikke sove så derfor stod jeg op. Jeg gik ned af trapperne og ud i køkkenet. I køkkenet stod min mor og lavede morgenmad. Hun vendte sig om og sagde "Godmorgen har du sovet godt". Jeg kiggede på hende og svarede "Ja fint". "Jeg syntes at du gik ret tidligt i seng i går. Hvorfor det?" "Jeg var bare meget træt". "Okay fint". Vi skal ud til moster i dag". "Af hvad skal vi? Hvorfor har jeg ikke fået noget at vide". "Det har du da også. Jeg står jo og fortæller dig det lige nu". "Ja men hvorfor har jeg ikke fået noget at vide før?" "Det ved jeg ikke. Det har du bare ikke. Hvorfor er det så vigtigt?" "Det er det heller ikke, jeg ville bare gerne vide det". "Okay men nu ved du det i hvert fald. Du må nok hellere gå op og tage tøj på der er snart morgenmad". "Okay". "Imens jeg husker det gider du så ikke lige at sige til din lillesøster at der er morgenmad?" "Jo jo det skal jeg nok". "Tak"

Jeg gik op ad trappen og ind på min lillesøsters værelse. "Der er morgenmad nu"sagde jeg. "Okay" kom det fra hendes lille stemme. Jeg gik ind på mit værelse og tog mit tøj på. Jeg gik ned af trappen igen og ind i stuen. Jeg satte mig ved bordet og begyndte at spise morgenmad. Min mor sad ved siden af mig og spiste. Min lillesøster kom ned og satte sig ved bordet med en barbie dukke i hånden. Hun ville ikke gå nogen steder uden sin barbie dukke. Da jeg havde spist morgenmad gik jeg op på mit værelse.

3 timer efter skulle vi ud til min moster. Da vi kom hjem fra min moster sad jeg og tænkte over vores besøg. Min kusine der er på alder med mig havde opført sig ret mærkeligt. Normalt plejer hun at være sød, men i dag var hendes opførsel mærkelig. Imens jeg sad og tænkte over dagen kunne jeg høre at hoveddøren åbnede og lukkede. Jeg gik ned for at se om der var nogen, men det var der ikke. Lige i det at jeg gik op på mit værelse fik jeg en SMS. Jeg turde næsten ikke at tjekke den men besluttede at gøre det. "Jeg har din lillesøster. Hvis du vil se hende igen skal du komme ind i din garage alene, hvor jeg vil stå og vente på dig. Hvis du ikke kommer, går det ud over din lillesøster". Jeg skyndte mig at løbe ned af trappen og ud til garagen.

Jeg åbnede den tunge garage dør og gik ind af den. "Godt du kunne komme" sagde en stemme. Jeg syntes at stemmen lød bekendt, men kunne ikke lige finde ud af hvem den tilhørte. Personen trådte frem fra mørket og jeg så til min store overraskelse at det var min kusine. "Hvad er det dig"?! "Jeg troede vi var i familie."Jeg troede du var min kusine." "Det er jeg da stadig." "Hvordan kunne du gøre det"? "Fordi at jeg har brug for dit blod". "Hvad"? "Mit blod". "Ja". "Jeg er nemlig en vampyr". "EN VAMPYR"! Tankerne løb igennem hovedet på mig. En masse ubesvarede spørgsmål blev ved med at dukke op inde i mit hoved igen og igen. "Hvorfor lige mig"? "Var det nu jeg skulle dø"? Jeg vidste det ikke. Pludselig kom jeg til at tænke på min lillesøster. "Hvor er min lillesøster?" "Du burde ikke tænke på din lillesøster nu". "Hvad burde jeg så tænke på?" "At jeg kommer tættere og tættere og tættere på og snart står og kigger dig dybt ind i øjnene og suger alt dit blod ud". Hun kom tættere og tættere på og nu stod hun og kiggede mig dybt ind i øjnene. "Sig farvel".

Slut prut.

Liget

 Det var en torsdag eftermiddag. Anne var på vej ned til Superbest for der havde hun et fritidsjob som kassedame. Vinden blæste i hendes lange lyse hår og hun kunne se med sine blå øjne at det ville blive regnvejr.

Nede i Superbest var der en gammel dame som var lidt på tværs. Hun troede at en anden mand i køen havde stjålet hendes pung fordi at da hun skulle betale tabte hun sin pung og manden ville give hende den igen men i stedet for begyndte hun at råbe. "Politi politi!"Der er en mand der har stjålet min pung". Hun begyndte at slå på manden der næsten var en meter højere end hende med sin taske. Manden blev sur og prøvede at forklare den gamle dame at han ikke havde stjålet hendes pung men at hun havde tabt den og han bare ville give hende den igen. Damen sagde mange gange undskyld til manden og manden tog imod hendes undskyldning. Efter de kunder var der bare helt normale kunder.

 På Annes vej hjem så hun en meget mærkelig mand. Han var normal i højden og havde mørkt kort hår. Han havde nogle slidte mørke bukser på og en grå hættetrøje. Mere så Anne ikke fordi at han gik foran hende. Han bar en meget underlig stor sort sæk i hånden. Anne så ham gå hen til en container hvor han smed den store sorte sæk ud. Anne var meget nysgerrig så hun gik hen til containeren. Hun åbnede det store tunge ulækre låg og så et lig. Liget var en ung mand. Anne ville gætte på at han var i tyverne. Han havde kort lyst hår og grønne øjne. Han havde lyse korte bukser på selvom det var næsten 7 grader og efterår. Hans hals var næsten skåret helt over. Det flød med blod ud i sækken og drengen var også selv helt smurt ind i en blanding af jord og hans eget blod.

 Anne tog så hurtigt hun kunne sin mobiltelefon frem og tastede straks politiets nummer ind. Politiet kom 10 minutter efter at Anne havde talt med dem. De spurgte Anne om hvordan ham manden hun havde set smide liget ud så ud. Hun forklarede det hun havde set og politiet gik straks i gang med at identificere manden. Den politimand der havde spurgt Anne om mandens udseende bad hende om at følge med ind på politistationen.

10 minutter efter var Anne på politistationen. Hun blev ført ind i et lille rum hvor der sad en mand med noget papir og en blyant. Politimanden forklarede Anne at hun skulle beskrive forbryderens ansigt og så ville den anden mand prøve at tegne ham. Anne beskrev det hun havde set. Altså forbryderens tøj, hans hårfarve og hans højde. Tegneren spurgte mange gange Anne om hun ikke havde set forbryderens ansigt for ellers ville det være lidt svært at tegne ham. Men det blev hun nødt til at svare nej til.

En time senere var Anne endelig kommet hjem. Hun ringede til sine forældre og fortalte hvad der var sket. De blev selvfølgelig meget overrasket og chokeret og spurgte mange gange om der var noget de kunne gøre. Anne sagde nej tak og sluttede samtalen.

Næste dag var der mange i Superbest der kiggede på Anne. De havde nok alle sammen set nyhederne for der var det blevet vist. Der var endda nogen der kom hen og spurgte Anne om hun var okay og spurgte hende om andre mærkelige ting. De næste dage gik på samme måde. Anne kom på arbejde og folk kiggede og stillede spørgsmål.

Men en dag var alt ikke helt som det plejede at være. Anne havde sådan en mærkelig fornemmelse af at nogen hele tiden fulgte efter hende. Hver gang hun gik på arbejde og andre steder hen kunne hun høre svage fodtrin og hun syntes også hun kunne se mærkelige skygger. Men hver gang hun vendte sig om var der ingenting. Kun luft.

 Næste dag var på samme måde. Anne vendte sig om men der var ingen. Sådan gik det næsten hver dag i en uge. Anne overvejede at anmelde det men hun vidste ikke hvem det var. Indtil en dag. Anne var i opgangen til hendes lejlighed og skulle til at låse døren til hendes lejlighed op. Da hun lige pludselig blev taget bagfra og blev bedøvet med en sprøjte. Det gik så hurtigt så det eneste hun lagde mærke til var at nogen lige pludselig overfaldt hende og at hun faldt i en dyb søvn.

Anne vågnede op i et tomt rum. Der var ikke andet i rummet en hende selv og den stol hun var bundet fast til. Hun var skræmt fra hvid og sands. En masse spørgsmål blev ved med at køre rundt og rundt inde i hendes hoved. Ville hun nogensinde komme ud derfra? Ville hun nogensinde se sine forældre,hendes søster og hvad med hendes lille hund? Der var mange spørgsmål Anne ikke havde svaret på. Men det største spørgsmål var. Hvem var hendes kidnapper? Anne kunne virkelig ikke finde ud af det. Hun havde overhoved ingen ide. Hvem kunne det være der havde kidnappet hende og hvorfor? Hun tænkte over det inde i hendes hoved. Annes forældre var ikke rige og heller ikke hendes storesøster og faktisk ikke rigtig nogen i hendes familie. Så hvorfor ville nogen kidnappe hende? Anne vidste det virkelig ikke. Men nu var hun så træt så hun ville lægge sig til at sove.

Næste dag vågnede Anne op i præcis det samme rum. Bare med det til forskel at hendes kidnapper stod der. Hun var meget overbevist om at det var hendes kidnapper. For hvem skulle det ellers være. Anne havde bare sådan lyst til at råbe og spørge hvorfor den idiot havde kidnappet hende? Men lige pludselig kom hun i tanke om noget. Den mand der havde smidt et lig ud var normal i højden og havde mørkt kort hår og havde nogle slidte mørke bukser på og en grå hættetrøje. Den her mand var normal i højden havde mørkt kort hår de samme slidte mørke bukser på og præcis den samme grå hættetrøje. Nu vidste Anne godt hvem det var der havde kidnappet hende. I det mindste var et af hendes spørgsmål blevet besvaret. Men hun blev ikke glad for at hun nu vidste hvem hendes kidnapper var. Tværtimod blev hun endnu mere bange end hun var i forvejen. Tanken om at en morder havde kidnappet hende og kunne dræbe hende når som helst var den værste tanke hun nogensinde havde haft.

Anne sad bare og stirrede på hendes kidnapper med et meget mærkeligt udtryk i ansigtet. "Nå så jeg går ud fra at du godt ved hvem jeg er." Sagde kidnapperen. "Hvad taler du om." Sagde Anne. "Lad nu være med at lyve. Jeg kan se det på dit ansigt." "Se hvad på mit ansigt." "At du har fundet ud af at jeg er ham manden du så smide et lig ud." Anne blev tavs. "Nå så du har fundet ud af det." "Det ved jeg ikke eller måske. Okay fint jeg har fundet ud af det." "Hvad var det jeg sagde." "Okay du har ret." "Er du så tilfreds?" "Nej egentlig ikke." "Men det bliver jeg når du dør." Anne fik et chok. Bare høre at han havde tænkt sig at dræbe hende gjorde hende fuldstændig mundlam. "Hvorfor?" "Vi skulle jo nødig have at du går rundt og fortæller alle hvad du har set." "Så det er derfor at du har kidnappet mig?" "Rigtigt." "Men politiet ved jo godt hvad jeg har set." "Ja og det er lige præcis derfor". "Derfor hvad?" "At jeg må sørge for at de ikke får mere at vide." "Men der er jo ikke mere jeg har set." "Det ved man da aldrig." "Jo man gør." "Når så siger vi det. Men jeg dræber dig alligevel."

Anne sad bare og tænkte på at hun snart skulle dø. Andet kunne hun ikke tænke på. "Skal jeg dræbe dig ligesom den anden jeg har dræbt eller på en anden måde?" "Hvad?" "Altså skal jeg skære din hals over eller dræbe dig på en anden måde? Du bestemmer selv." "Det ved jeg ikke." "Okay så bliver det på en anden måde." "Hvorfor dræbte du egentlig den anden person?" "Okay du kan vel ligeså godt få det af vide når du skal dø."

"Mig og ham skulle røve en bank. Det gik så også fint men vi havde aftalt at vi ville dele pengene. Da jeg tog hjem til ham for at få min halvdel  lukkede han ikke op for han ville beholde pengene for sig selv. Jeg blev rasende. Derfor besluttede jeg mig for at jeg ville dræbe ham. Jeg tog hen til hans lejlighed klædt ud som et postbud. Han åbnede døren og så skar jeg hans hals over." "Er det det du har tænkt dig at gøre med mig?" "Nej det er for kedeligt" "Jeg har tænkt mig at skyde dig i hovedet." "Af hvad har du tænkt dig ?" "At skyde dig i hovedet."

10 minutter efter at han havde sagt det gjorde han klar til at dræbe Anne. Hun sad bundet fast til en stol så hun ikke kunne prøve at flygte. Han kom med en pistol i hånden og sigtede på Annes hoved. Anne spekulerede på om det ville gøre ondt og om han ville skyde hende mere end en gang.

Men så skete der et mirakel. Lige pludselig kom politiet og omringede kidnapperen og bad ham om at lægge hans pistol. Han valgte at lægge den ned. Politimændene arresterede ham og bandt Anne op. Nu sad Anne i en politibil på vej hjem.

SLUT PRUT

Regne historie

Hvis jeg har en hel pizza der er skåret ud i 12 stykker og jeg spiser 3 og jeg taber 4 af stykkerne. Hvor stor en brøkdel har jeg så spist? Hvor stor en brøkdel har jeg tabt? Og hvor stor en brøkdel har jeg tilbage hvis jeg har spist 3 stykker og tabt 4 stykkker?

Min sommerferie

Da jeg havde sommerferie var jeg i Italien. I Italien var jeg fire forskelige steder. Jeg var ved Gardasøen,Rom,Toscana og Parma. Ved alle stederne boede jeg på en campingplads bortset fra et sted. Jeg boede ikke i campingvogn for sådan en har jeg ikke. Jeg boede i mobilhome. Mobilhome er nogle meget små hytter med for det meste 2 værelser,1 toilet,1 køkken og en lille stue der hænger sammen med køkkenet og en terrasse. Da jeg var ved Gardasøen skulle vi på et tidspunkt ud og købe ind. Ved det supermarket vi købte ind i stod der et æsel. Æslet stod bag et lavt hegn henne ved fortovet. Men hegnet var ikke så lavt så æslet kunne hoppe over det. Æslet var rigtig rigtig rigtig rigtig rigtig sødt og hver gang vi skulle købe ind blev jeg uden for supermarket sammen med min far og fodrede æslet med græs og klappede det. Imens min mor og storesøster gik ind og købte ind. Jeg kaldte æslet for donkey fordi det betyder æsel på engelsk.

MEDINA!

Dem der ikke kan lide for altid med Medina er gak gak i hovdet! Sangen er fantastisk! Det er en af de bedste sange i verden! Jeg elsker den. Jeg hører den næsten hver dag! Den er så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så så god! Hvis man ikke har hørt den endnu så skal man bare gøre det!

Præsentation af min blog

Mit navn er Britt og det her er min blog.