Liget

 Det var en torsdag eftermiddag. Anne var på vej ned til Superbest for der havde hun et fritidsjob som kassedame. Vinden blæste i hendes lange lyse hår og hun kunne se med sine blå øjne at det ville blive regnvejr.

Nede i Superbest var der en gammel dame som var lidt på tværs. Hun troede at en anden mand i køen havde stjålet hendes pung fordi at da hun skulle betale tabte hun sin pung og manden ville give hende den igen men i stedet for begyndte hun at råbe. "Politi politi!"Der er en mand der har stjålet min pung". Hun begyndte at slå på manden der næsten var en meter højere end hende med sin taske. Manden blev sur og prøvede at forklare den gamle dame at han ikke havde stjålet hendes pung men at hun havde tabt den og han bare ville give hende den igen. Damen sagde mange gange undskyld til manden og manden tog imod hendes undskyldning. Efter de kunder var der bare helt normale kunder.

 På Annes vej hjem så hun en meget mærkelig mand. Han var normal i højden og havde mørkt kort hår. Han havde nogle slidte mørke bukser på og en grå hættetrøje. Mere så Anne ikke fordi at han gik foran hende. Han bar en meget underlig stor sort sæk i hånden. Anne så ham gå hen til en container hvor han smed den store sorte sæk ud. Anne var meget nysgerrig så hun gik hen til containeren. Hun åbnede det store tunge ulækre låg og så et lig. Liget var en ung mand. Anne ville gætte på at han var i tyverne. Han havde kort lyst hår og grønne øjne. Han havde lyse korte bukser på selvom det var næsten 7 grader og efterår. Hans hals var næsten skåret helt over. Det flød med blod ud i sækken og drengen var også selv helt smurt ind i en blanding af jord og hans eget blod.

 Anne tog så hurtigt hun kunne sin mobiltelefon frem og tastede straks politiets nummer ind. Politiet kom 10 minutter efter at Anne havde talt med dem. De spurgte Anne om hvordan ham manden hun havde set smide liget ud så ud. Hun forklarede det hun havde set og politiet gik straks i gang med at identificere manden. Den politimand der havde spurgt Anne om mandens udseende bad hende om at følge med ind på politistationen.

10 minutter efter var Anne på politistationen. Hun blev ført ind i et lille rum hvor der sad en mand med noget papir og en blyant. Politimanden forklarede Anne at hun skulle beskrive forbryderens ansigt og så ville den anden mand prøve at tegne ham. Anne beskrev det hun havde set. Altså forbryderens tøj, hans hårfarve og hans højde. Tegneren spurgte mange gange Anne om hun ikke havde set forbryderens ansigt for ellers ville det være lidt svært at tegne ham. Men det blev hun nødt til at svare nej til.

En time senere var Anne endelig kommet hjem. Hun ringede til sine forældre og fortalte hvad der var sket. De blev selvfølgelig meget overrasket og chokeret og spurgte mange gange om der var noget de kunne gøre. Anne sagde nej tak og sluttede samtalen.

Næste dag var der mange i Superbest der kiggede på Anne. De havde nok alle sammen set nyhederne for der var det blevet vist. Der var endda nogen der kom hen og spurgte Anne om hun var okay og spurgte hende om andre mærkelige ting. De næste dage gik på samme måde. Anne kom på arbejde og folk kiggede og stillede spørgsmål.

Men en dag var alt ikke helt som det plejede at være. Anne havde sådan en mærkelig fornemmelse af at nogen hele tiden fulgte efter hende. Hver gang hun gik på arbejde og andre steder hen kunne hun høre svage fodtrin og hun syntes også hun kunne se mærkelige skygger. Men hver gang hun vendte sig om var der ingenting. Kun luft.

 Næste dag var på samme måde. Anne vendte sig om men der var ingen. Sådan gik det næsten hver dag i en uge. Anne overvejede at anmelde det men hun vidste ikke hvem det var. Indtil en dag. Anne var i opgangen til hendes lejlighed og skulle til at låse døren til hendes lejlighed op. Da hun lige pludselig blev taget bagfra og blev bedøvet med en sprøjte. Det gik så hurtigt så det eneste hun lagde mærke til var at nogen lige pludselig overfaldt hende og at hun faldt i en dyb søvn.

Anne vågnede op i et tomt rum. Der var ikke andet i rummet en hende selv og den stol hun var bundet fast til. Hun var skræmt fra hvid og sands. En masse spørgsmål blev ved med at køre rundt og rundt inde i hendes hoved. Ville hun nogensinde komme ud derfra? Ville hun nogensinde se sine forældre,hendes søster og hvad med hendes lille hund? Der var mange spørgsmål Anne ikke havde svaret på. Men det største spørgsmål var. Hvem var hendes kidnapper? Anne kunne virkelig ikke finde ud af det. Hun havde overhoved ingen ide. Hvem kunne det være der havde kidnappet hende og hvorfor? Hun tænkte over det inde i hendes hoved. Annes forældre var ikke rige og heller ikke hendes storesøster og faktisk ikke rigtig nogen i hendes familie. Så hvorfor ville nogen kidnappe hende? Anne vidste det virkelig ikke. Men nu var hun så træt så hun ville lægge sig til at sove.

Næste dag vågnede Anne op i præcis det samme rum. Bare med det til forskel at hendes kidnapper stod der. Hun var meget overbevist om at det var hendes kidnapper. For hvem skulle det ellers være. Anne havde bare sådan lyst til at råbe og spørge hvorfor den idiot havde kidnappet hende? Men lige pludselig kom hun i tanke om noget. Den mand der havde smidt et lig ud var normal i højden og havde mørkt kort hår og havde nogle slidte mørke bukser på og en grå hættetrøje. Den her mand var normal i højden havde mørkt kort hår de samme slidte mørke bukser på og præcis den samme grå hættetrøje. Nu vidste Anne godt hvem det var der havde kidnappet hende. I det mindste var et af hendes spørgsmål blevet besvaret. Men hun blev ikke glad for at hun nu vidste hvem hendes kidnapper var. Tværtimod blev hun endnu mere bange end hun var i forvejen. Tanken om at en morder havde kidnappet hende og kunne dræbe hende når som helst var den værste tanke hun nogensinde havde haft.

Anne sad bare og stirrede på hendes kidnapper med et meget mærkeligt udtryk i ansigtet. "Nå så jeg går ud fra at du godt ved hvem jeg er." Sagde kidnapperen. "Hvad taler du om." Sagde Anne. "Lad nu være med at lyve. Jeg kan se det på dit ansigt." "Se hvad på mit ansigt." "At du har fundet ud af at jeg er ham manden du så smide et lig ud." Anne blev tavs. "Nå så du har fundet ud af det." "Det ved jeg ikke eller måske. Okay fint jeg har fundet ud af det." "Hvad var det jeg sagde." "Okay du har ret." "Er du så tilfreds?" "Nej egentlig ikke." "Men det bliver jeg når du dør." Anne fik et chok. Bare høre at han havde tænkt sig at dræbe hende gjorde hende fuldstændig mundlam. "Hvorfor?" "Vi skulle jo nødig have at du går rundt og fortæller alle hvad du har set." "Så det er derfor at du har kidnappet mig?" "Rigtigt." "Men politiet ved jo godt hvad jeg har set." "Ja og det er lige præcis derfor". "Derfor hvad?" "At jeg må sørge for at de ikke får mere at vide." "Men der er jo ikke mere jeg har set." "Det ved man da aldrig." "Jo man gør." "Når så siger vi det. Men jeg dræber dig alligevel."

Anne sad bare og tænkte på at hun snart skulle dø. Andet kunne hun ikke tænke på. "Skal jeg dræbe dig ligesom den anden jeg har dræbt eller på en anden måde?" "Hvad?" "Altså skal jeg skære din hals over eller dræbe dig på en anden måde? Du bestemmer selv." "Det ved jeg ikke." "Okay så bliver det på en anden måde." "Hvorfor dræbte du egentlig den anden person?" "Okay du kan vel ligeså godt få det af vide når du skal dø."

"Mig og ham skulle røve en bank. Det gik så også fint men vi havde aftalt at vi ville dele pengene. Da jeg tog hjem til ham for at få min halvdel  lukkede han ikke op for han ville beholde pengene for sig selv. Jeg blev rasende. Derfor besluttede jeg mig for at jeg ville dræbe ham. Jeg tog hen til hans lejlighed klædt ud som et postbud. Han åbnede døren og så skar jeg hans hals over." "Er det det du har tænkt dig at gøre med mig?" "Nej det er for kedeligt" "Jeg har tænkt mig at skyde dig i hovedet." "Af hvad har du tænkt dig ?" "At skyde dig i hovedet."

10 minutter efter at han havde sagt det gjorde han klar til at dræbe Anne. Hun sad bundet fast til en stol så hun ikke kunne prøve at flygte. Han kom med en pistol i hånden og sigtede på Annes hoved. Anne spekulerede på om det ville gøre ondt og om han ville skyde hende mere end en gang.

Men så skete der et mirakel. Lige pludselig kom politiet og omringede kidnapperen og bad ham om at lægge hans pistol. Han valgte at lægge den ned. Politimændene arresterede ham og bandt Anne op. Nu sad Anne i en politibil på vej hjem.

SLUT PRUT