Dingelingeling. Min telefon ringede. Jeg tog den op i hånden for at svare på opkaldet. "Hallo, det er Stine". "Der er blevet begået et mord". Jeg vidste med det samme, at det var min chef. "Mød op på stationen kl.10. Farvel". Jeg nåede ikke at sige noget, for så lagde han på. Jeg havde en time til at spise morgenmad, tage tøj på og gøre mig klar, til at tage ud på stationen.
En time senere befandt jeg mig ude på stationen. "Hvem er blevet myrdet"? "Elisabeth Val Pedersen. Hun var 41 år gammel og boede på Toftevej nr.64 i Allerød". "Hvor og hvornår blev hun dræbt"? "På Toftevej kl. 22.15 i nat". "Hvem var det der ringede til politiet"? "En ældre dame der bor på vejen. Else tror jeg hun hedder". "Har I kontaktet de pårørende"? "Vi har prøvet at få fat i hendes datter, men hun er i England". "Ved I hvornår hun kommer hjem"? "Om 2 dage". "Okay. Bliv ved med at kontakte hende".
Vi var nu på Tofte vej i Allerød. Et længere stykke nede af vejen, lå liget. "Hvor er retsmedicineren". "Han er der" sagde min chef og pegede på en ældre skaldet mand, med gummihandsker og hospitalstøj på. Jeg gik hen til ham. "Hvad kan du sige om liget"? "Hun er blevet stukket med en kniv i halsen og døde lige på stedet". "Har I identificeret kniven"? "Nej. For den er ikke blevet fundet endnu". "Kan du se på liget hvilken knivtype hun er dræbt med"? "Ja det er sådan en, man parterer dyr med". "Så kan jeg bedre forstå, at hun døde med det samme. Men bliv ved med at lede efter kniven. Jeg gik hen til min chef. "Vi skal snart til at få afhørt folk. Hvornår kan vi gøre det"? "Nu hvis du har tid". "Okay. Jeg starter med Else".
2 minutter senere stod jeg foran Elses dør. Jeg gik helt hen til døren og ringede på. En gammel dame med gråt hår og rollator åbnede døren. "Hej. Jeg kommer fra politiet og vil gerne stille dig nogle spørgsmål med hensyn til mordet på Elisabeth Val Pedersen". "Det var mig der ringede til politiet". "Må jeg komme ind"? "Ja kom endelig ind". "Tak". "Kan jeg byde på noget"? "Nej tak". "Er du helt sikker? Jeg har kaffe og en masse". "Nej tak. "Du ringede til politiet 22.15 i nat. Er det ikke korrekt"? "Jo. Jo det er rigtigt". "Hvad var det, der fik dig til at ringe til politiet"? "Altså. Jeg stod ude i mit køkken og var ved, at lave en kop kaffe, da jeg så Elisabeth blive myrdet af en med sort tøj på. Jeg gik med det samme ind og ringede til politiet og da jeg kom tilbage, så jeg Henrik stå lige ved siden af liget". "Så du om det var ham, der dræbte Elisabeth"? "Nej, men det går jeg stærkt ud fra, eftersom at han stod ved liget". "Okay. Så du noget andet"? "Nej. Nej det gjorde jeg ikke". "Jeg skal til at gå nu, men inden jeg går, skal jeg lige vide, om du har et alibi". "Et alibi. Nej jeg bor jo alene og det var jo også mig, der ringede til politiet"."Så du har ikke noget alibi"? "Øhhhhh nej". "Okay. Nå, men jeg skal også gå nu og husk at hvis du kommer i tanke om noget, så sig det til mig". "Ja det skal jeg nok". "Farvel og tak for din tid".
Den næste jeg ville afhøre, var Henrik. Jeg gik hen til hans hus og ringede på døren. Der kom ikke nogen, så jeg ringede på døren en gang til. En høj mand med skæg og brunt hår kom frem fra døråbningen. "Ja" sagde han, som om han var helt ligeglad. "Hej. Jeg kommer fra politiet og vil gerne stille dig nogle spørgsmål med hensyn til mordet på Elisabeth Val Pedersen". "Hvilke nogle spørgsmål". "Øhhhm må jeg komme ind". "Okay så kom ind". "Tak". Han lukkede døren og gik ind i sin stue. "Hvilke nogle spørgsmål er det, du vil stille mig"? "Hvor var du i går, da mordet blev begået"? "Jeg var her i mit hjem". "Er der nogen der kan bekræfte det"? "Nej. Jeg bor her jo alene sammen med min hund". "Okay og du er helt sikker på, at du ikke var på mordstedet, da mordet blev begået"? "Ja det har jeg jo lige sagt". "Okay. Farvel og tak fordi du tog dig tid til at tale med mig".
Jeg gik med det samme hen til min chef. "Hvad er der sagde han"? "Else sagde, at hun så Henrik stå ved siden af liget, efter at hun kom tilbage fra at have ringet til politiet". "Ja og hvad så". "Jeg har lige talt med Henrik og han siger, at han bare var der hjemme". "Altså så det du står og fortæller mig, er at, Henrik var på mordstedet da mordet blev begået, men han siger, at han bare var der hjemme". "Ja". "Vi må finde ud af hvem af dem, der taler sandt". "Ja, men hvordan"? "Du må afhøre nogle flere og så, finder vi ud af, om de har set noget. "Okay, det gør jeg så".
Jeg besluttede mig for, at gå hen og afhøre Tove, som også boede på vejen. Jeg ringede på døren og ventede på, at nogen ville åbne. Imens jeg ventede, stod jeg og kiggede på døren. Det var en brun dør lavet af træ med en sort dørkarm. Jeg lod mit blik glide længere ned af døren og kiggede på brevsprækken. T, M og S Hansen stod der på den. "Hej" sagde en dame, der kom ud fra døren. Jeg gik ud fra, at det var Tove. "Hej. Jeg kommer fra politiet og vil gerne stille dig nogle spørgsmål med hensyn til mordet på Elisabeth. Er du Tove"? "Ja". "Må jeg komme ind"? "Ja selvfølgelig. Kom bare ind". "Tak". "Kunne du tænke dig noget at drikke"? "Nej tak". "Værsgo at sid ned". "Tak". "Hvor var du i går, da mordet blev begået"? "Jeg var her hjemme". "Er der nogen der kan bekræfte det"? "Ja min mand. Han var sammen med mig". "Er din mand hjemme"? "Ja. Øjeblik. Michael"! En skaldet mand med briller kom ned fra en trappe ude i entreen. "Hvad er der", sagde han og kiggede skiftevis uforstående på sin kone og på mig. "Jeg spurgte bare din kone, om der var nogen, der kunne bekræfte, at hun ikke var på mordstedet, da mordet blev begået". "Hvem er du". "Jeg hedder Stine og kommer fra politiet". "Det er i forbindelse med mordet på Elisabeth" sagde Tove til ham. "Nå så, forstår jeg bedre". "Som jeg sagde før, spurgte jeg din kone, om der var nogen, der kunne bekræfte, at hun ikke var på mordstedet, da mordet blev begået". "Ja" sagde han og kiggede på mig. "Ja og så kaldte hun på dig". "Så du vil have mig til at sige om det er sandt eller ej"? "Ja". "Ja, men det er sandt, vi sad og så fjernsyn sammen". "Så går jeg ud fra, at du heller ikke var på mordstedet, da mordet blev begået". "Nej det var jeg ikke". "Okay. Nå, men jeg skal også til at gå nu. Farvel og tak fordi i gad tale med mig". "Farvel" sagde Tove.
Nu manglede jeg kun at afhøre en mand ved navn Jan. Jeg gik hen til hans hus og ringede på døren. Der var ingen, der åbnede, så jeg, ringede på igen. Da der stadig ikke var nogen, der åbnede, gik jeg om bag huset og kiggede ind af vinduet. Jeg kunne ikke se nogen, så jeg gik igen.
Næste dag gik jeg igen hen til Jan, men der var stadigvæk ikke nogen, der åbnede. Jeg gik hen til min chef for at spørge, om han vidste noget, om hvor Jan var. "Ved du hvor, Jan er"? "Nej. Hvorfor"? "Jeg har bare været ude hos ham 2 gange og det virker som om, han er ikke hjemme". "Jeg kan godt finde ud af, om han er hjemme, hvis det skulle være". "Det må du meget gerne". "Okay så går jeg hen og ringer til hans forældre og spørg, om de ved hvor han er". "Tak".
5 minutter senere kom min chef tilbage. "Hvad sagde de"? "Der var ingen, der tog den". "Er du sikker på, at du ringede til det rigtige telefonnummer"? "Ja jeg er helt sikker". "Nå, men så må vi vel bare vente og se om Jan kommer tilbage". "Ja det må vi vel".
Jeg gik hen og slog op i politiets register. Jeg ville tjekke, om der var nogen af de 4, der havde været i fængsel før. Da jeg kiggede det igennem, blev jeg meget overrasket over at se, at Else var tiltalt for mord, men at anklageren havde trukket sin anklage tilbage. Jeg gik hen til min chef og sagde det til ham. Vi blev enige om, at jeg skulle gå hen og tale med Else.
Jeg gik hen til Elses hus og ringede på døren. "Hej" sagde hun overrasket. "Hej. Må jeg komme ind"? "Ja kom ind". "Kan jeg byde dig på noget denne gang"? "Nej tak". "Fortæl mig hvorfor du er kommet". "Jeg har kigget i politiets register og der står, at du har været tiltalt for mord". "I tror vel ikke at det er mig, der har dræbt Elisabeth". "Det kunne det tyde på". "Jeg sværger, at det ikke var mig, der dræbte Elisabeth". "Jeg er altså bare kommet for at spørge dig, om det med at du har været tiltalt for mord". "Nå. Nå okay". "Hvorfor har du været tiltalt for mord"? "Altså for mange år siden da jeg lige havde slået op med min kæreste, døde han 2 dage efter. Fordi at vi lige havde slået op, troede politiet, at det var mig, der havde dræbt ham. Derfor har jeg været tiltalt for mord". "Var det dig, der havde dræbt ham"? "Nej sådan noget kunne jeg da aldrig finde på". "Nå okay. Jeg skal også videre nu. Farvel". "Farvel" sagde Else.
Næste dag tog jeg ud på Toftevej, for det var i dag, at Elisabeths datter kom hjem og det var mig, der skulle fortælle hende, at hendes mor var død. Jeg gik op til døren og ringede på. En ung pige åbnede døren. "Hej jeg kommer fra politiet. Er du Amanda"? "Ja". "Må jeg komme ind"? "Ja kom ind". "Tak". "Hvad vil du"? "Jeg er meget ked af at meddele dig, at din mor er død". "Hvad?! Hvordan"? "Hun blev myrdet her for 2 dage siden". Tårerne begyndte at strømme ned af Amandas kinder. "Jeg er meget ked af det på dine vegne og jeg ved godt, at det er et meget upassende spørgsmål at stille dig nu, men jeg skal spørge dig, om hvor du var kl. 22.15 for 2 dage siden"?. "Tror du at jeg har dræbt min egen mor"? "Nej, men du bliver nødt til at svare på spørgsmålet". "Jeg var i England". "Er der nogen der kan bekræfte det"? "Ja mine venner". "Kan jeg komme til at tale med nogen af dem"? "Ja". Hun gav mig nummeret på dem og jeg gik igen.
Jeg besluttede mig for at gå hen og se om Jan var hjemme. Jeg gik hen til hans hus, og så, at døren var åben, så, jeg gik ind. "Er der nogen"? Der var ingen, der svarede. Jeg gik ud i køkkenet for at se, om han var der. Jeg kiggede lidt rundt i køkkenet og så, at der lå en kniv på køkkenbordet. Jeg gik tættere på for at kigge på kniven. Det lignede den kniv Elisabeth var blevet dræbt. Egentlig havde jeg ikke set kniven, fordi den ikke var blevet fundet. Men jeg vidste, at det var en kniv, man kunne, partere dyr med og det kunne jeg se, at man kunne med den her. Jeg tog gummihandsker på og lagde kniven ned i en plastikpose.
Jeg var nu på politistationen. Jeg gik hen til min chef. "Jeg tror, jeg har fundet kniven, Elisabeth er blevet myrdet med". "Hvad? Hvordan det"? "Jeg var taget ud til Jan, for at se om han var hjemme og døren stod åben, så jeg gik der ind og så at, kniven lå på køkkenbordet". "Vi må nok hellere identificere kniven, for at være sikker på at det er den rigtige kniv. Men i mellemtiden må du nok hellere tage tilbage og tale med Jan". "Ja det skal jeg nok".
10 minutter senere stod jeg foran Jans dør. Jeg ringede på og ventede på, at nogen ville åbne. Døren var stadig åben, så jeg gik ind af den. "Hallo. Er der nogen hjemme"? Der var ingen der svarede, så jeg gik ud i haven. En mand stod og var i gang med at slå græsset. "Undskyld". Han vendte sig om og kiggede op. Da han fik øje på mig, stoppede han med det, han var i gang med. "Hej jeg kommer fra politiet og vil gerne stille dig nogle spørgsmål med hensyn til mordet på Elisabeth Val Pedersen". "Hvad? Hvilket mord"? "Elisabeth Val Pedersen er blevet dræbt. Vidste du ikke det"? "Nej hvor skulle jeg vide det fra, jeg har ikke været hjemme de sidste par dage". "Hvor var du den 10 september kl. 22.15"? "På forretningsrejse". "Er der nogen der kan bekræfte det"? "Mine kollegaer". "Kan jeg komme til at tale med"... dingelingeling. Min telefon afbrød mig midt i samtalen. "Jeg bliver lige nødt til at tage den. Et øjeblik. Hallo det er Stine". "Hvor er du"? Sagde min chef. "Jeg er hos Jan". "Vi har identificeret kniven og det er den, Elisabeth er blevet dræbt med. Du bliver nødt til at anholde ham lige nu". "Okay så gør jeg det. Farvel". "Klokken er 16.23 mandag den 12 september og du er anholdt". "Hvad?! Hvorfor"!? "Fordi du har den kniv, Elisabeth er blevet dræbt med". "Hvilken kniv". "Den der lå på dit køkkenbord". "Jeg har ikke dræbt Elisabeth". "Du skal med på stationen". "Jamen jeg har ikke dræbt hende". "Alt hvad du siger, kan blive brugt imod dig".
Vi var nu på stationen. Min chef var i gang med at afhøre Jan. Lige pludselig kom jeg til at tænke på, hvad det var der stod på Toves dør. Der stod T, M og S Hansen. Jeg slog op i et af politiets registre, for at finde ud af om Tove havde haft et barn. Der stod, at hun havde haft en datter, som døde for 1 år siden. Hvis hendes datter havde levet, ville hun have været 16 år. Derfor tænkte jeg, at det kunne være, at hun kendte Amanda. Jeg besluttede mig for at tage ud til Amanda.
10 minutter senere stod jeg foran Amandas dør. Jeg gik op til ringeklokken og ringede på døren. Amanda åbnede døren og jeg fik lov til at komme ind. "Hvad vil du"? "Jeg ville bare spørge dig, om du kender noget til Toves datter". Amanda så på mig med et chokeret blik. "Ja jeg har gået i klasse med hende". "Hvordan døde hun"? "Hun begik selvmord". "Ved du hvorfor, hun begik selvmord"? "Amanda kiggede på mig, som om hun var skræmt fra hvid og sans. "Det taler vi ikke om". "Hvorfor"? "Hun var psykisk syg". "Så det var derfor, at hun begik selvmord". "Ikke helt". Dingelingeling min telefon ringede. "Jeg bliver nødt til at tage den, men jeg kommer tilbage igen. "Okay". "Hallo det er Stine". "Der er blevet fundet et hår på liget". "Hvem tilhører det"? "Det ved vi ikke, men du skal prøve at få fat i et hår fra Tove, Henrik, Else og Amanda så vi kan se, om det er et af deres hår". "Okay det skal jeg nok. Farvel". Jeg gik hen til Amanda igen. Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg havde tænkt mig at få fat i et af hendes hår, men jeg håbede på at finde ud af det. Til mit store held tog hun lige pludselig sin elastik ud fra håret og lagde den på bordet. "Kan jeg få et glas vand," sagde jeg i håb om, at hun ville gå ud fra stuen, så jeg kunne tage et hår fra hendes elastik. "Øhh okay". "Tak". Imens hun gik ud for at hente det, listede jeg over til sofabordet hvor hendes elastik lå. Jeg kiggede på den for at se, om der var et hår. Der hang et hår på elastikken, så jeg skyndte mig at tage plastikhandsker på og putte håret ned i en plastikpose. Heldigvis har jeg altid plastikhandsker og plastikposer på mig. "Jeg har ikke lyst til vand alligevel, så du behøver ikke at give mig noget". "Kunne du ikke have sagt det noget før". "Jo undskyld". Amanda kom ind i stuen og satte sig ned igen. "Jeg bliver faktisk nødt til at gå nu. Farvel". "Skal du gå nu"? "Ja. Desværre. Farvel".
1 time senere var jeg på stationen og havde et hår fra hver af personerne. Jeg gik hen til min chef for at give ham hårene. "Værsgo" sagde jeg og rakte en plastikpose med hår i frem til ham. "Tak" sagde han og kiggede på posen. "Hvornår finder vi ud af, om et af hårene er det samme, som det der er blevet fundet på liget"? "Om 20 minutter når retsmedicineren er færdig med at undersøge dem". "Okay".
Efter 20 minutter var retsmedicineren endelig færdig med at undersøge hårene. Jeg gik hen til ham. "Hvad har du fundet ud af med hårene"? "Der er 2 af hårene, der tilhører den samme person". "Hvis hår er det," sagde jeg spændt. "Det er Toves". "Jeg skyndte mig hen til min chef. "Det er Tove, der er morderen". "Hvad"? Han vendte sig om og kiggede på mig". "Det hår der er fundet på liget, tilhører Tove". "Gør det det"? "Ja". "Hvad venter vi så på". "Hvad mener du"? "Vi skal da ud og anholde Tove". "Okay så kom".
Vi var nu på Toftevej. Vi gik op til døren og ringede på. "Hej" sagde Tove. "Klokken er 17. 53 den 12 september og du er anholdt". "Hvad"! Min chef gik hen og gav hende håndjern på. "Hvad er jeg anholdt for"? "Mordet på Elisabeth". "Jeg er ligeglad i kan ikke bevise noget"! "Alt hvad du siger, kan blive brugt imod dig".
Vi var nu igen på stationen. Min chef havde besluttet sig for, at jeg skulle afhøre Tove. Jeg gik ind i rummet, hvor det skulle foregå og satte mig over for Tove. Jeg tændte for båndoptageren og gjorde mig klar til at gå i gang. "Forhør af Tove Hansen angående mordet på Elisabeth Val Pedersen. Ud over Tove Hansen er jeg kriminalassistent Stine Hegn Christiansen til stede. Tove Hansen slog du Elisabeth Val Pedersen ihjel"? "Ja". "Havde du planlagt at slå hende ihjel"? "Ja". "Så det var ikke en ulykke eller selvforsvar"? "Nej". "Hvorfor slog du hende ihjel"? "Fordi jeg ville have, at hendes datter skulle lide, ligesom jeg har lidt". "Så det var datteren, du var ude efter"? "Ja". "Så Elisabeth havde egentlig ikke noget med sagen at gøre"? "Nej". "Hvis det var datteren, du var ude efter, hvorfor slog du så ikke bare hende ihjel"? "Fordi så havde hun ikke lidt, ligesom jeg har lidt". "Hvorfor har du lidt"? "Det har jeg fordi, Amanda har dræbt min datter". "Så hvidt jeg ved, begik din datter selvmord". "Ja, men Amanda tvang hende til det". "Hvordan tvang Amanda din datter til at begå selvmord"? "Amanda og nogle andre piger mobbede min datter. Min datter havde nogle psykiske problemer derfor og fordi hun blev mobbet, talte hun nogen gange om at begå selvmord. En dag sagde hun at hun efter skole, ville begå selvmord. De andre piger sagde, at hun skulle komme ned på togstationen efter skole. Da hun kom der ned, sagde de, at når det næste tog kom, skulle hun hoppe ud foran det. Da det næste tog kom, hoppede hun ud foran det". "Så grunden til at du dræbte Elisabeth, var fordi, du syntes, at Amanda dræbte din datter og så ville du have, at Amanda skulle lide, ligesom du har lidt". "Ja". "Beskriv hvordan det gik til, da du dræbte Elisabeth". "Det startede for en uge siden, da det var min datters fødselsdag. Jeg besluttede mig for, at jeg ikke ville sidde og lave ingenting, når jeg kunne hævne mig på den, der har dræbt min datter". "Så du ville hævne dig på den, der havde dræbt din datter ved at dræbe hendes mor"? "Ja". "Okay fortsæt". "Derfor holdt jeg øje med Elisabeth i noget tid. Jeg fandt ud af, at hun gik den samme aftentur hver aften. En aften tog jeg den kniv, som jeg havde købt kun for at dræbe Elisabeth med og gik udenfor. Jeg gik om bag ved hende og stak kniven ind i halsen på hende". "Døde hun lige på stedet"? "Ja. Det var faktisk lettere at slå hende ihjel, end jeg havde regnet med". "Jeg lænede mig frem mod båndoptageren og sagde: "Hermed slutter forhøret af Tove Hansen". Jeg gik hen til min chef, imens Tove blev ført væk at to politibetjente. "Så fandt vi ud af, hvem morderen var". "Ja det gjorde vi".
Slut prut